Snyltehvepse er en stor gruppe årevingede insekter, hvor larverne lever i eller på andre insekter. De er ofte nyttedyr, fordi de kan holde skadedyr som bladlus, mellus, fluer og larver nede, og de er normalt ikke farlige for mennesker. De skal ikke forveksles med almindelige hvepse, også kaldet gedehamse, som kan danne sociale hvepsebo tæt på boliger.
Snyltehvepse er en fællesbetegnelse for mange grupper af årevingede insekter, der har det til fælles, at deres larver typisk udvikler sig i eller på andre insekter eller leddyr. Det insekt, larven udvikler sig i eller på, kaldes en vært.
Der findes mange forskellige snyltehvepse, og de varierer meget i størrelse, udseende og levevis. Nogle er så små, at de næsten ikke bemærkes, mens andre er tydelige, slanke insekter med lange antenner og hos hunnerne en synlig læggebrod.
Det vigtigste at forstå er, at snyltehvepse ikke er et typisk hvepsebo-problem. Almindelige hvepse, også kaldet gedehamse, er sociale insekter, der kan bygge bo og forsvare det. Snyltehvepse lever derimod oftest alene og er knyttet til de værter, de parasiterer. Derfor er de i mange tilfælde nyttige insekter, som hjælper med at regulere bestande af andre insekter.
Snyltehvepse formerer sig ved, at hunnen finder en passende vært og lægger æg i eller på den. Værten kan afhængigt af arten være en bladlus, mellus, fluepuppe, sommerfuglelarve, et insektæg eller et andet lille leddyr.
Hunnen bruger sin læggebrod til at placere ægget præcist. Læggebrodden er først og fremmest et æglægningsorgan, ikke et angrebsvåben mod mennesker. Hos nogle arter er den kort og svær at se, mens den hos andre kan være meget lang og iøjnefaldende.
Når ægget klækker, udvikler snyltehvepselarven sig ved at leve af værten. Det kaldes parasitering. I modsætning til mange klassiske parasitter, der kan leve længe på en vært uden at slå den ihjel, ender snyltehvepsens udvikling som regel med, at værten dør.
Livscyklussen kan forklares enkelt:
Ikke alle arter gør det på helt samme måde. Nogle snyltehvepse er specialiserede i bestemte værter, mens andre kan bruge flere nært beslægtede værtstyper. Det er netop denne specialisering, der gør mange snyltehvepse vigtige i naturens egen regulering af insektbestande.
Snyltehvepse er nyttedyr, fordi de kan være naturlige fjender af insekter, som ellers kan skade planter, afgrøder eller staldmiljøer. De indgår i naturens balance ved at begrænse bestemte insektbestande uden brug af kemikalier.
Biologisk bekæmpelse med snyltehvepse bygger på et enkelt princip: Man bruger et levende nyttedyrs naturlige adfærd til at holde et skadedyr nede. Snyltehvepse angriber ikke tilfældigt alle insekter. De enkelte arter har typisk bestemte værter eller værtstyper.
Nogle snyltehvepse kan angribe:
Det betyder ikke, at én type snyltehveps kan løse alle skadedyrsproblemer. Effekten afhænger af arten, miljøet, temperaturen, mængden af værter og hvor langt et angreb er nået. Men i den rette sammenhæng kan de være en vigtig del af en naturlig og kemifri regulering.
I haver kan snyltehvepse være med til at holde bladlus og visse larver nede. Ser du små hvepselignende insekter omkring planter med bladlus, kan det være tegn på, at naturlige fjender allerede er aktive.
I drivhuse bruges visse arter mod skadedyr på for eksempel tomater, agurker og prydplanter. Encarsia formosa er et kendt eksempel på en snyltehveps, der forbindes med bekæmpelse af mellus, mens Aphidius colemani er kendt fra biologisk bekæmpelse mod bladlus.
I stalde kan bestemte snyltehvepse bruges i fluebekæmpelse, fordi de angriber fluepupper i miljøer som dybstrøelse. Her er princippet, at der fra parasiterede fluepupper klækker snyltehvepse i stedet for nye fluer.
Snyltehvepse kan være svære at kende sikkert, fordi gruppen er meget artsrig og varieret. Nogle arter er under få millimeter lange, mens andre er langt større og mere iøjnefaldende. Farverne kan også variere fra mørke og diskrete til mere mønstrede arter.
Du kan ofte få en mistanke om, at der er tale om en snyltehveps, hvis insektet passer på flere af disse kendetegn:
Listen kan hjælpe med en foreløbig vurdering, men den giver ikke sikker artsbestemmelse. Mange små hvepsearter kræver nærbilleder, lup, speciallitteratur eller ekspertise for at blive bestemt korrekt.
Snyltehvepse i Danmark omfatter både meget små arter og større arter, som er lettere at lægge mærke til. Stor sabelhveps, Rhyssa persuasoria, er et markant eksempel med en lang læggebrod og tilknytning til larver i træ. Den kan se dramatisk ud, men læggebrodden bruges til at nå frem til værter i træet.
Cotesia glomerata er et eksempel på en snyltehveps, der forbindes med sommerfuglelarver, blandt andet larver af kålsommerfugle. Aphidius colemani og Encarsia formosa er eksempler, der ofte nævnes i forbindelse med biologisk bekæmpelse i dyrkningsmiljøer. Der findes dog mange flere arter, og præcis identifikation bør ikke baseres på enkelte farver eller ét kendetegn alene.
Snyltehvepse er generelt ikke farlige for mennesker. De er normalt ikke aggressive, og de opsøger ikke mennesker for at stikke. Deres biologi er knyttet til værtsinsekter, ikke til mennesker, madvarer eller forsvar af store sociale bo.
De fleste snyltehvepse stikker ikke mennesker på samme måde som almindelige hvepse/gedehamse. Almindelige hvepse og gedehamse kan forsvare deres bo og stikke flere gange, fordi brodden ikke river sig løs som hos bier. Snyltehvepse har en anden levevis og opfører sig som regel langt mere diskret.
Det betyder dog ikke, at man bør håndtere dem. Enkelte arter kan prikke eller stikke, især hvis de klemmes, fanges eller håndteres. Den bedste tilgang er derfor enkel: Lad dem være, og betragt dem som en del af naturens nyttige insektliv.
En læggebrod er et organ, hunnen bruger til at placere æg i eller på en vært. Hos nogle arter kan den være længere end kroppen og ligne noget, der er beregnet til forsvar, men dens primære funktion er æglægning.
Det er især vigtigt ikke at forveksle en lang læggebrod med en almindelig giftbrod. Hvis du ser en slank hveps med en lang, nåleagtig struktur bagtil, er det ikke i sig selv tegn på fare for mennesker.
Snyltehvepse bør normalt ikke bekæmpes. De er nyttedyr, som hjælper med at regulere andre insekter, og de gør sjældent skade i boliger, haver eller drivhuse.
Hvis du ser snyltehvepse ved planter, i et drivhus eller omkring områder med bladlus, mellus eller larver, er det ofte et godt tegn. Det kan betyde, at naturlige fjender er til stede og bidrager til at holde skadedyrene nede.
Du bør typisk lade snyltehvepse være i disse situationer:
Hvis problemet i virkeligheden er almindelige hvepse/gedehamse ved et aktivt hvepsebo tæt på mennesker, er det et andet emne end snyltehvepse. Bo tæt på indgange, terrasser, legearealer eller steder med børn, ældre eller personer med allergi bør vurderes med omtanke.
Du bør ikke forsøge at håndtere et aktivt hvepsebo, hvis du er i tvivl om risikoen. Før du gør noget, er det klogt at få afklaret, om der er tale om snyltehvepse eller almindelige hvepse/gedehamse ved et bo.
Snyltehvepse er nyttige insekter, der lægger æg i eller på andre insekter. Deres larver udvikler sig i værter som bladlus, mellus, fluepupper eller larver, og derfor kan de hjælpe med biologisk bekæmpelse i natur, have, drivhus og stald.
De er normalt ikke aggressive over for mennesker og bør som regel ikke bekæmpes. Den vigtigste afklaring er, at snyltehvepse ikke er det samme som almindelige hvepse/gedehamse, der kan danne generende hvepsebo.
Snyltehvepse er årevingede insekter, hvor larverne typisk udvikler sig i eller på andre insekter. De er en stor og artsrig gruppe, og mange fungerer som nyttedyr. De adskiller sig fra almindelige sociale hvepse/gedehamse ved deres levevis og forhold til værtsinsekter.
Snyltehvepse er som regel ikke farlige for mennesker. De er normalt ikke aggressive og bør blot lades i fred. Enkelte arter kan prikke eller stikke, hvis de håndteres, så undgå at fange eller klemme dem.
De fleste snyltehvepse stikker ikke mennesker på samme måde som almindelige hvepse/gedehamse. Læggebrodden bruges primært til æglægning i eller på en vært. Nogle arter har en tydelig læggebrod, men det betyder ikke automatisk, at de er farlige.
Snyltehvepse bruger læggebrodden til at placere æg i eller på en vært. Værten kan for eksempel være en larve, puppe, bladlus eller et insektæg. Hos nogle arter kan læggebrodden være meget lang, fordi den skal nå ind til skjulte værter.
Ja, nogle snyltehvepse kan være effektive naturlige fjender af bladlus. Bladlussnyltehvepse kan lægge æg i bladlus, og parasiterede bladlus kan svulme op og blive til små kokoner. Effekten afhænger af art, miljø og angrebets omfang.
Nej, snyltehvepse er ikke det samme som de almindelige sociale hvepse, der også kaldes gedehamse. Almindelige hvepse/gedehamse kan danne bo og forsvare det, mens snyltehvepse typisk lever gennem andre insekter som værter. De danner normalt ikke generende hvepsebo ved boliger.
Nej, snyltehvepse bør normalt ikke bekæmpes, fordi de er nyttedyr. De hjælper med at regulere andre insekter i naturen, haven og drivhuset. Hvis problemet er et aktivt hvepsebo fra almindelige hvepse/gedehamse, er det et andet problem, som bør vurderes separat.
Udfyld kontaktformularen og vi vender retur hurtigst muligt. Du er også velkommen til at ringe til os.
Udfyld kontaktformularen og vi vender retur hurtigst muligt. Du er også velkommen til at ringe til os.